Pt. instruere jeg "Brødrene Løvehjerte" med premiere 29. november, på Nedergadeteatret i Odense. Det går langsomt fremad. Min seneste instruktør og ven, Mikkel Laugesen, beskrev hans forestilling "Bang, du er død" som et barn der blev 18 år på premieredagen. Jeg vil hellere beskrive denne omgang som en graviditet. Det var måske en uventet graviditet, ikke planlagt, men vi gennemføre.
Jeg har altid elsket historien, om en søde storebror og hans syge lillebror. Men jeg har desværre en enorm dødsangst så for mig er det enormt terapeutisk at gå igennem det her.
Men anyway, da vi så sad sidste og skulle finde på forestillinger til denne sæson, havde vi et par stykker på hånden. Jeg lod det være op til de 2 andre i reportoire udvalget om at bestemme stykket, så det skete ved flertal. Og de 2 valgte, at det var Brødrene, de bedst kunne lide. Der skulle findes en instruktør og jeg ville enormt gerne instruere, så det blev mig. Derfor siger jeg, det er måske en uventet og uønsket graviditet, men jeg tager kampen op. Det er en kæmpe udfordring, for jeg vil gerne have det så flot, så fedt, og så godt, så folk lever sig ind i det alle 60 minutter, og bare bliver betaget.
Skuespillerne gør deres, men jeg kan stadig få ondt i maven af at tænke på scenen, og teknikken. Hvad gør vi med Katla, hvad gør vi med Bjergene. Hvor er Kharmanjaka vandfaldet? Hvor på scenen skal Jonathan blive lam? Kan Tvebak løfte ham? Og hvad gør vi med duerne?
Suk, alle de spørgsmål.
onsdag den 2. oktober 2013
søndag den 1. september 2013
25 års fødselsdag
25... fem-og-tyve.. Tallet klinger hult, men alligevel tungt.. Hvor blev de sidste 3-4 år af... Alt op til da, der var man bare et ungt menneske.. Bliver jeg mor nu, ville jeg ikke engang være en af de unge mødre.. Og alligevel er mange tidligere klassekammerater blevet mor, endda til mere end 1 barn!
i mit hoved, er der ikke længere undskyldninger. Dette er bare ikke en periode man ser på om 10 år og siger "jeg var ung og dum". Dum, måske, men ikke så forfærdelig ung. Man er nu gammel nok til at vide bedre. Det er tidspunktet man gør op med sig selv, hvad vil man tage ansvar for. Hvad vil man kæmpe for. Inden man får de her unger.
De sidste par år har ikke været lette. Jeg har arbejdet hårdt med teatret, jeg har fået gennemført 2 skoler, men droppet ud af flere. Men jeg fortryder ikke.. Arrh, måske kunne jeg have klaret HG, men det var nok bare ikke den vej jeg skulle. Jeg føler den vej jeg skal nu er den rigtige. Jeg har en reeksamen lige nu. Dumper jeg den, så aner jeg ærlig talt ikke hvad jeg gør. Jeg magter den ikke 1 gang til. Men jeg magter heller ikke at starte fuldstændig forfra. Så jeg SKAL klare den.
Derfor bør jeg også drosle ned for teateret.. Og kæmpe for det der giver mig mad på bordet. Men én ting er føde til kroppen, og en anden er næring til sjælen. Kreativiteten. At udfolde mig, at fortælle en historie.
Der skal ryddes op i nogle områder i livet, udover teateret. Der er nogle ting der holder mig tilbage, hæmmer mig i min udvikling, og de skal væk. Eller rettes op på.
Jeg fandt en side, der kan sende en mail til engang i fremtiden. Jeg satte den til at sende mig en mail til min 26 års fødselsdag, med en række spørgsmål jeg skal besvare til den tid.
Håber det bliver et godt år!
i mit hoved, er der ikke længere undskyldninger. Dette er bare ikke en periode man ser på om 10 år og siger "jeg var ung og dum". Dum, måske, men ikke så forfærdelig ung. Man er nu gammel nok til at vide bedre. Det er tidspunktet man gør op med sig selv, hvad vil man tage ansvar for. Hvad vil man kæmpe for. Inden man får de her unger.
De sidste par år har ikke været lette. Jeg har arbejdet hårdt med teatret, jeg har fået gennemført 2 skoler, men droppet ud af flere. Men jeg fortryder ikke.. Arrh, måske kunne jeg have klaret HG, men det var nok bare ikke den vej jeg skulle. Jeg føler den vej jeg skal nu er den rigtige. Jeg har en reeksamen lige nu. Dumper jeg den, så aner jeg ærlig talt ikke hvad jeg gør. Jeg magter den ikke 1 gang til. Men jeg magter heller ikke at starte fuldstændig forfra. Så jeg SKAL klare den.
Derfor bør jeg også drosle ned for teateret.. Og kæmpe for det der giver mig mad på bordet. Men én ting er føde til kroppen, og en anden er næring til sjælen. Kreativiteten. At udfolde mig, at fortælle en historie.
Der skal ryddes op i nogle områder i livet, udover teateret. Der er nogle ting der holder mig tilbage, hæmmer mig i min udvikling, og de skal væk. Eller rettes op på.
Jeg fandt en side, der kan sende en mail til engang i fremtiden. Jeg satte den til at sende mig en mail til min 26 års fødselsdag, med en række spørgsmål jeg skal besvare til den tid.
Håber det bliver et godt år!
lørdag den 13. juli 2013
Hvor var det godt jeg alligevel ikke gik til prøve på Cyrano........
For så havde jeg ikke haft oplevelsen af at sidde som publikum og bare beundre det smukke stykke.
Historien om Cyrano kendte jeg godt. I 2001 ca. var jeg for første gang med min mormor som er stor Sebastian fan i København. Jeg husker de 3 timer gik så stærkt i Cirkusbygningen, og min mund var helt tør, for jeg havde bare siddet med åben mund, store øjne, og var så betaget af den smukke historie. Cyrano blev spillet af Steen Lünell, en mand der senere er blevet mit forbillede inden for instruktion og alt der har med teaterverden at gøre. Mastodonterne er en fabelagtig teatergruppe, og nok Danmarks bedste, hvis man kunne dømme den slags.
I 12 år har jeg haft CD'en, sunget med på alle sange, kan dem ind og ud.
Så da der for et par måneder siden var optagelsesprøve hos Nordfyns Friluftsspil var jeg helt i vildrede om hvad jeg skulle synge. Skæbnen ville dog at jeg blev forhindret på dagen (og ærlig talt, med den travlhed jeg har haft med skole og min egen forestilling så har jeg nok været bedst uden).
I går aftes skulle det så være, jeg ville ind og nyde Cyrano De Bergerac. Jeg havde mega høje forventninger. Kunne jeg blive forelsket i Cyrano igen? Og hele historien, er den lige så betagende? Synger de alle ligeså godt? Osv..
Jeg har skam før set Friluftspilsgruppen, og der var de virkelig overvældende gode. De burde have et omdømme på størrelse med Nyborg Vold og Frøbjergsspillene.
Men altså... Nu til mine tanker omkring deres version af stykket.
Da der kom 3 harlekinesere ind studsede jeg. Hvor er lille Charlotte? Hvad laver de klovne der? Charlotte er en karakter jeg selv har synes var fantastisk. I mastodonternes version var hun en drengeagtig pige, der bare ville slåsse, og lære at fægte som Cyrano.
Nå, Joan, ned med forventningerne. Så kom sangene.. UUh det var svært ikke at synge med. Christian sang virkelig godt, og havde en fantastisk mimik under "Kvinderne, uuh kvinderne....."
Og jeg grinede meget, og pegede konstant på scenen for at få min kæreste til at se alt.
Men hov, Cyrano står jo allerede på scenen? Jeg troede man ville gøre hans intro mere episk med at man bare hørte ham, og at han SÅ ville storme frem? Nå, også pyt med det sagde jeg til mig selv. Nu er han her, Nu kan ballet starte! Og det gjorde det.
Rollen som Cyrano kræver sin mand. Man skal kunne synge, man skal være i god form, og være en fantastisk skuespiller. 3 x check! Søren Elmelund som spillede hovedrollen bestred alt det jeg mener Cyrano har, skal være, og er. Da vi nåede til "giv mig 100 mand" vidste jeg, at jeg igen var forelsket i Cyrano, og hans fanden-i-voldsk-hed.
Og igen sad jeg med store øjne og var betaget.
Men hov, hvor er den Blinde pige fra "Den Ny Cyrano"? Og hvorfor synger Charlotte ikke alle de fede sætninger? Og hvorfor er hun så piget? Alle disse tanker havde jeg, men må dog sige, de 3 harlekineser gjorde mine dumme forventinger til skamme, for de sang godt. Virkelig smukt. Og jeg prøvede at nyde det med triste klovne, det er kløgtigt tænkt, og en anderledes fortolkning.
Deres sprællevende farver synes jeg dog ødelagde lidt de triste scener. Skulle instruktøren læse dette ville han nok tænke "Men hun har jo ikke fattet det?" og nej, det har jeg sikkert ikke.
Jeg havde lovet min kæreste at 2. akt nok var det der føles længst og også vare i lang tid. Men jeg havde jo glemt det med at når nogle roller tages ud, bliver nogen scener også forkortet.
Så 2. akt fløj afsted, men for filan hvor var det stadig godt. Og jeg kunne mærke tårerne presse på allerede der hvor Cyrano kommer ind 10 år efter på sit ugentlige besøg. At have set historien før gjorde ikke musicalen ringere. Tværtimod vil jeg næsten sige. Det er den slags forestilling der helt klart gerne skal ses 2-3 gange. For 2. gang nyder man det på en anden måde med alle hans forsøg på at give breve. Alt det han gør er for kærlighed. Selv til det sidste overgiver han sig ikke til tilfældigheder. Han vil have ret til at kæmpe til det sidste. Og det er moralen kære venner. Der sker ting man ikke kan undgå, og mange ting kan man ikke styre, såsom kærlighed og død. Men man har ret til at kæmpe til det sidste.
Og jeg nød Nordfyns Friluftsspils forestilling. De 3 hovedroller var fantastiske, virkelig et scoop. Jeg har hørt at uddannede skuespillere fagforeningsmæssigt ikke må deltage i amatørstykker uden at få betaling, så når man ser 3 skuespillere som disse tænker man "Gudskelov at de ikke er uddannede, så vi kan nyde dem på disse scener de optræder på".
Cyrano de Bergerac findes i nogle filmversioner, hvor de skam også er gode, men Sebastians musik er simpelthen 60% af forestillingen.
Så kommer den til jeres nærområde, snyd ikke jer selv.
Historien om Cyrano kendte jeg godt. I 2001 ca. var jeg for første gang med min mormor som er stor Sebastian fan i København. Jeg husker de 3 timer gik så stærkt i Cirkusbygningen, og min mund var helt tør, for jeg havde bare siddet med åben mund, store øjne, og var så betaget af den smukke historie. Cyrano blev spillet af Steen Lünell, en mand der senere er blevet mit forbillede inden for instruktion og alt der har med teaterverden at gøre. Mastodonterne er en fabelagtig teatergruppe, og nok Danmarks bedste, hvis man kunne dømme den slags.
I 12 år har jeg haft CD'en, sunget med på alle sange, kan dem ind og ud.
Så da der for et par måneder siden var optagelsesprøve hos Nordfyns Friluftsspil var jeg helt i vildrede om hvad jeg skulle synge. Skæbnen ville dog at jeg blev forhindret på dagen (og ærlig talt, med den travlhed jeg har haft med skole og min egen forestilling så har jeg nok været bedst uden).
I går aftes skulle det så være, jeg ville ind og nyde Cyrano De Bergerac. Jeg havde mega høje forventninger. Kunne jeg blive forelsket i Cyrano igen? Og hele historien, er den lige så betagende? Synger de alle ligeså godt? Osv..
Jeg har skam før set Friluftspilsgruppen, og der var de virkelig overvældende gode. De burde have et omdømme på størrelse med Nyborg Vold og Frøbjergsspillene.
Men altså... Nu til mine tanker omkring deres version af stykket.
Da der kom 3 harlekinesere ind studsede jeg. Hvor er lille Charlotte? Hvad laver de klovne der? Charlotte er en karakter jeg selv har synes var fantastisk. I mastodonternes version var hun en drengeagtig pige, der bare ville slåsse, og lære at fægte som Cyrano.
Nå, Joan, ned med forventningerne. Så kom sangene.. UUh det var svært ikke at synge med. Christian sang virkelig godt, og havde en fantastisk mimik under "Kvinderne, uuh kvinderne....."
Og jeg grinede meget, og pegede konstant på scenen for at få min kæreste til at se alt.
Men hov, Cyrano står jo allerede på scenen? Jeg troede man ville gøre hans intro mere episk med at man bare hørte ham, og at han SÅ ville storme frem? Nå, også pyt med det sagde jeg til mig selv. Nu er han her, Nu kan ballet starte! Og det gjorde det.
Rollen som Cyrano kræver sin mand. Man skal kunne synge, man skal være i god form, og være en fantastisk skuespiller. 3 x check! Søren Elmelund som spillede hovedrollen bestred alt det jeg mener Cyrano har, skal være, og er. Da vi nåede til "giv mig 100 mand" vidste jeg, at jeg igen var forelsket i Cyrano, og hans fanden-i-voldsk-hed.
Og igen sad jeg med store øjne og var betaget.
Men hov, hvor er den Blinde pige fra "Den Ny Cyrano"? Og hvorfor synger Charlotte ikke alle de fede sætninger? Og hvorfor er hun så piget? Alle disse tanker havde jeg, men må dog sige, de 3 harlekineser gjorde mine dumme forventinger til skamme, for de sang godt. Virkelig smukt. Og jeg prøvede at nyde det med triste klovne, det er kløgtigt tænkt, og en anderledes fortolkning.
Deres sprællevende farver synes jeg dog ødelagde lidt de triste scener. Skulle instruktøren læse dette ville han nok tænke "Men hun har jo ikke fattet det?" og nej, det har jeg sikkert ikke.
Jeg havde lovet min kæreste at 2. akt nok var det der føles længst og også vare i lang tid. Men jeg havde jo glemt det med at når nogle roller tages ud, bliver nogen scener også forkortet.
Så 2. akt fløj afsted, men for filan hvor var det stadig godt. Og jeg kunne mærke tårerne presse på allerede der hvor Cyrano kommer ind 10 år efter på sit ugentlige besøg. At have set historien før gjorde ikke musicalen ringere. Tværtimod vil jeg næsten sige. Det er den slags forestilling der helt klart gerne skal ses 2-3 gange. For 2. gang nyder man det på en anden måde med alle hans forsøg på at give breve. Alt det han gør er for kærlighed. Selv til det sidste overgiver han sig ikke til tilfældigheder. Han vil have ret til at kæmpe til det sidste. Og det er moralen kære venner. Der sker ting man ikke kan undgå, og mange ting kan man ikke styre, såsom kærlighed og død. Men man har ret til at kæmpe til det sidste.
Og jeg nød Nordfyns Friluftsspils forestilling. De 3 hovedroller var fantastiske, virkelig et scoop. Jeg har hørt at uddannede skuespillere fagforeningsmæssigt ikke må deltage i amatørstykker uden at få betaling, så når man ser 3 skuespillere som disse tænker man "Gudskelov at de ikke er uddannede, så vi kan nyde dem på disse scener de optræder på".
Cyrano de Bergerac findes i nogle filmversioner, hvor de skam også er gode, men Sebastians musik er simpelthen 60% af forestillingen.
Så kommer den til jeres nærområde, snyd ikke jer selv.
søndag den 16. juni 2013
Prisuddeelingsshow.. Fordi vi kan!
På min scene, Nedergadeteatret, har vi I de sidste par år som afslutning på en god sæson haft awardshow. Medlemmerne har kunnet stemme på hvem de synes gjorde det bedst i årets løb. For langt størstedelen af medlemmerne, især de nye, er det en positiv oplevelse. God mad, på med gallatøjet, værter der har forberedt et show, og se gamle venner der måske ikke ses så ofte på teatret. Det føles som nytårsaften og juleaften i én aften. (Nogen lejer endda en limousine)
Og det er bare noget vi leger. Men et par personer har alligevel sat spørgsmålstegn ved at vi gør det. Er det ikke lige at rose sig selv for meget? Er det at klappe folk med hårene i stedet for i mod? Og kan man vurdere, om en 15 årig pige er en bedre skuespiller, end de mere erfarne på 25+? Og hvad med dem der knokler med lyd og lys igennem et helt år, men det er en anden tekniker der vinder prisen selvom han kun har været med i 1 forestilling ud af 5..? Og er en forening på 60 medlemmer ikke liiiige lille nok til at have en decideret prisuddeling? Hvorfor ikke bare ignorer priserne og have en alm. fest?
Jeg svare nej. For mange år siden havde nogle scener et fælles show. Græskar-show hed det. Jeg var desværre ikke en del af Odenses scenemiljø på det tidspunkt, men jeg har hørt det foregik ved at nogle bestemte mennesker så alle forestillingerne på de repræsenterede teatre. Det er også fint nok i og for sig. Nu er de fleste andre scener bare lukkede, og det kan være svært at sammenligne, da vi har 5 forestillinger om året, og de andre ofte kun 1.
Da jeg som barn var i en rideklub drømte jeg altid om at vinde en Rosette. Men jeg havde ikke interesse for dressur, og skæbnen ville jeg blev smidt af en hest og blev bange for heste. Jeg gik også en kort overgang til taekwondo, men jeg nåede aldrig at graduere, og få farvede bånd eller klistermærke på. Gymnastik og dans, samme mønster, andre undskyldninger. En dag var jeg så på camping oppe nord på i Jylland. Der var noget lokal dartkonkurrence for både børn og voksne. Jeg kendte godt dart, min mor var selv lige kørt hjem for at deltage i en konkurrence. Hun tabte, men da hun kom tilbage til campingpladsen så hun sin datter smile så stort, fordi datteren havde vundet en pokal. Hun var den bedste under 16 år på campingpladsen. Konkurrencen var måske ikke stor, de andre kunne knap nok selv kaste pilen, og herregud, en campingplads med maks 50 børn. Men følelsen af at blive anerkendt for noget man er god til, den sad fast.
I dag føler jeg mest den form for udmærkelse når jeg bliver spurgt af en instruktør om jeg vil have en rolle. Eller når en publikum klapper en på ryggen og siger "hvor var det godt" selvom jeg kun havde 2 replikker. Mest af alt, føler man sig jo høj på lykke, når en af de 2 replikker fik publikum til at grine eller føle noget.
Men at medlemmerne på ens scene, som man også ser som venner, kollegaer, og inspirerende omgangskreds, (måske også konkurrenter til de eftertragtede få roller) nominere en til kategorien "Årets bedste kvindelige birolle", og man VINDER! Så føler man sig sgu virkelig god nok. At vi på teatret støtter hinanden sådan op, bakker op, og vi ikke er bange for at sige, det er DET her vi kan lide. Det giver da kun inspiration. Ligesom når en arbejdsplads har "månedens medarbejder".
I år blev det til 2 priser til mig. "Årets ensemble/cast" for mine fantastiske dygtige skuespillere i "Det perfekte liv, og "Årets plakat" til samme forestilling. Det fortæller mig, hvad retning jeg skal gå i næste gang jeg instruere, men jeg blev også inspireret af mange af de andre vindere.
Måske jeg en dag vinder "årets instruktør". Måske vi en dag kan lave et fællesshow med andre scener igen, i alt fald ved jeg, at folk har nydt det. Det er jo ikke en reumert, det er bare noget vi leger.
Og det er bare noget vi leger. Men et par personer har alligevel sat spørgsmålstegn ved at vi gør det. Er det ikke lige at rose sig selv for meget? Er det at klappe folk med hårene i stedet for i mod? Og kan man vurdere, om en 15 årig pige er en bedre skuespiller, end de mere erfarne på 25+? Og hvad med dem der knokler med lyd og lys igennem et helt år, men det er en anden tekniker der vinder prisen selvom han kun har været med i 1 forestilling ud af 5..? Og er en forening på 60 medlemmer ikke liiiige lille nok til at have en decideret prisuddeling? Hvorfor ikke bare ignorer priserne og have en alm. fest?
Jeg svare nej. For mange år siden havde nogle scener et fælles show. Græskar-show hed det. Jeg var desværre ikke en del af Odenses scenemiljø på det tidspunkt, men jeg har hørt det foregik ved at nogle bestemte mennesker så alle forestillingerne på de repræsenterede teatre. Det er også fint nok i og for sig. Nu er de fleste andre scener bare lukkede, og det kan være svært at sammenligne, da vi har 5 forestillinger om året, og de andre ofte kun 1.
Da jeg som barn var i en rideklub drømte jeg altid om at vinde en Rosette. Men jeg havde ikke interesse for dressur, og skæbnen ville jeg blev smidt af en hest og blev bange for heste. Jeg gik også en kort overgang til taekwondo, men jeg nåede aldrig at graduere, og få farvede bånd eller klistermærke på. Gymnastik og dans, samme mønster, andre undskyldninger. En dag var jeg så på camping oppe nord på i Jylland. Der var noget lokal dartkonkurrence for både børn og voksne. Jeg kendte godt dart, min mor var selv lige kørt hjem for at deltage i en konkurrence. Hun tabte, men da hun kom tilbage til campingpladsen så hun sin datter smile så stort, fordi datteren havde vundet en pokal. Hun var den bedste under 16 år på campingpladsen. Konkurrencen var måske ikke stor, de andre kunne knap nok selv kaste pilen, og herregud, en campingplads med maks 50 børn. Men følelsen af at blive anerkendt for noget man er god til, den sad fast.
I dag føler jeg mest den form for udmærkelse når jeg bliver spurgt af en instruktør om jeg vil have en rolle. Eller når en publikum klapper en på ryggen og siger "hvor var det godt" selvom jeg kun havde 2 replikker. Mest af alt, føler man sig jo høj på lykke, når en af de 2 replikker fik publikum til at grine eller føle noget.
Men at medlemmerne på ens scene, som man også ser som venner, kollegaer, og inspirerende omgangskreds, (måske også konkurrenter til de eftertragtede få roller) nominere en til kategorien "Årets bedste kvindelige birolle", og man VINDER! Så føler man sig sgu virkelig god nok. At vi på teatret støtter hinanden sådan op, bakker op, og vi ikke er bange for at sige, det er DET her vi kan lide. Det giver da kun inspiration. Ligesom når en arbejdsplads har "månedens medarbejder".
I år blev det til 2 priser til mig. "Årets ensemble/cast" for mine fantastiske dygtige skuespillere i "Det perfekte liv, og "Årets plakat" til samme forestilling. Det fortæller mig, hvad retning jeg skal gå i næste gang jeg instruere, men jeg blev også inspireret af mange af de andre vindere.
mandag den 10. juni 2013
Socialt indkøbsforsøg og indretningshjælp fra IKEA.
Min far har lidt knas med økonomien og ikke råd til at spise. Dan har fået lidt ekstra penge, så vi tænkte, vi kan da ikke sidde og have det så godt hvis vi ikke deler lidt ud. Så vi har sendt for 5-600kr. mad til min far via SuperBest :)
(han var rørt til tåre den søde mand)
Mens jeg sad og udvalgte 30 vare til ham så jeg hvor sjovt det faktisk var. Jeg købte mad til i altfald en uge. Hov tænkte jeg, det er jo næsten også mit budget, og jeg går i billige butikker, lad os lige prøve...
Så vi prøver nu resten af måneden ud at købe ind via superbest. Godt nok er der fragt osv.
Men det vi så vil prøve i Juli måned er at købe kun i discountbutikker, og nedskrive, OGSÅ de ting der ikke stod på indkøbssedlen! Alle de små ubrugelige ting man lige falder over, men man lige synes man mangler.. De ting skal også med. Og så prøve at se hvor kan der spares. Superbest har så godt nok også budgetmærket "FirstPrice" som blandt andet har en udemærket pulverbearnaise..
Ellers har vi været i IKEA og snakke med en indretningskonsulent, der lige kunne hjælpe med mål og hvordan vi skal lave vores soveværelse mere produktivt for mig.
Det bliver et projekt der skal spares sammen til men vi regner med at have et færdigt soveværelse næste år med ny seng, nyt hævesænkeskrivebord til mig, og nyt garderobeskab
(han var rørt til tåre den søde mand)
Mens jeg sad og udvalgte 30 vare til ham så jeg hvor sjovt det faktisk var. Jeg købte mad til i altfald en uge. Hov tænkte jeg, det er jo næsten også mit budget, og jeg går i billige butikker, lad os lige prøve...
Så vi prøver nu resten af måneden ud at købe ind via superbest. Godt nok er der fragt osv.
Men det vi så vil prøve i Juli måned er at købe kun i discountbutikker, og nedskrive, OGSÅ de ting der ikke stod på indkøbssedlen! Alle de små ubrugelige ting man lige falder over, men man lige synes man mangler.. De ting skal også med. Og så prøve at se hvor kan der spares. Superbest har så godt nok også budgetmærket "FirstPrice" som blandt andet har en udemærket pulverbearnaise..
Ellers har vi været i IKEA og snakke med en indretningskonsulent, der lige kunne hjælpe med mål og hvordan vi skal lave vores soveværelse mere produktivt for mig.
Det bliver et projekt der skal spares sammen til men vi regner med at have et færdigt soveværelse næste år med ny seng, nyt hævesænkeskrivebord til mig, og nyt garderobeskab
søndag den 2. juni 2013
Aldrig mere tømmermænd
Og her ligger man så igen. Ynkelig, svimmel, og mæt og sulten på samme tid. Har indtaget en halv pose chipsskruer, nogle pomfritter, en kvart agurk, en banan skåret i stykker, og et stk. rugbrød, også skåret i 4 stykker. Maven har det elendigt, hjertet galopere, og hukommelsen og værdiheden har lidt tab. Aldrig aldrig mere. Igen. Men hov, nu hvor jeg Alligevel igen begynder at løbe på mandag, hvorfor så ikke også ændre flere ting? Jeg vil de næste 6 mdr. Ikke være fuld! Niks. Jeg nægter At spilde 24 timer af mit liv på at ligge her!! Nægter! Nu skal det være slut. Jeg vil dog gerne love mig selv en præmie. Men hvad?
onsdag den 23. januar 2013
Tanker om at blive væk fra en forestilling
Suksuk, så røg jeg allerede ind i det, kun ved 2. ordentlige prøve. 1 havde bedt om fri, og det var smertegrænse nok i forvejen, men jeg tillod det, for jeg vidste det betød noget for hende. En anden lægger sig så syg, og min assistent skal også i teatret, og det ville være for meget at læse 2 roller og koncentrere sig om stykket imens.
Den slags kan jo ske, især sygdom, og den kan ske over alle linjer. Men det er derfor det er et kæmpe puslespil altid at lægge øvedage sammen. Man kan ikke forvente at alle skuespillere kan hele tiden.
Der er en uskreven regel om at man bedre kan tillade sig det i starten af en prøveperiode end senere, men jeg har det sådan, det er altid slemt. For de andre skuespillere.
Dengang jeg gik på dramaskole, og man kun havde fået en lille rolle, var man måske mere tilbøjelig til at sige "naah, whatever, de vil ikke savne mig i dag, og det gør ondt i halsen, jeg bliver væk". Men som man bliver ældre, mere erfaren og andre mangler, tænker man "hold da op, vi kan bare ikke komme videre i den her scene uden røver nr. 2! Det er ham der skal komme med den der replik! Og hende med brillerne er bare ikke en ligeså god substitut".. Ganske givet, jeg dukkede tit op til prøverne alligevel dengang, for hvis man nu viste hvor god man var til at læse rollen, så fik man den måske. Eller også fik man en bedre rolle næste gang.. Året efter blev man så røven på kamelen i "folk og røvere i kardemomme-by" og så kunne man så stå derinde og tænke over hvor langt det bragte en. Men der er selvfølgelig også altid en der skal være røven.. Og jeg nød det faktisk, jeg slap for at synge den trælse kamel-sang..
Okay, ganske givet, min mor lærte mig også altid, at hvis jeg var "syg" fra skole, måtte jeg heller ikke komme til teater om aftenen. På den måde kunne jeg så også sidde derhjemme, og være dybt ked af det over for min instruktør og fællesskabet.
For det er sgu det det handler om. Fællesskabet. Og jeg vil ikke stå allerede nu som instruktør at sprudle og rase. Det er trods alt også en fritidsaktivitet for folk. En meget forpligtende fritidsaktivitet, bevares, og en fritidsaktivitet der faktisk er ren forretning for en forening der vil overleve.
Men igen, som jeg snakkede om i sidste blogindlæg, der er både en process at lære, frem til et produkt.
Har tænkt mig at læse scenerne igennem alligevel, skrive noter til med scenegang, så er det da klaret til næste gang.
Og så skal Danmark lige vinde håndbold. Hephey!
Den slags kan jo ske, især sygdom, og den kan ske over alle linjer. Men det er derfor det er et kæmpe puslespil altid at lægge øvedage sammen. Man kan ikke forvente at alle skuespillere kan hele tiden.
Der er en uskreven regel om at man bedre kan tillade sig det i starten af en prøveperiode end senere, men jeg har det sådan, det er altid slemt. For de andre skuespillere.
Dengang jeg gik på dramaskole, og man kun havde fået en lille rolle, var man måske mere tilbøjelig til at sige "naah, whatever, de vil ikke savne mig i dag, og det gør ondt i halsen, jeg bliver væk". Men som man bliver ældre, mere erfaren og andre mangler, tænker man "hold da op, vi kan bare ikke komme videre i den her scene uden røver nr. 2! Det er ham der skal komme med den der replik! Og hende med brillerne er bare ikke en ligeså god substitut".. Ganske givet, jeg dukkede tit op til prøverne alligevel dengang, for hvis man nu viste hvor god man var til at læse rollen, så fik man den måske. Eller også fik man en bedre rolle næste gang.. Året efter blev man så røven på kamelen i "folk og røvere i kardemomme-by" og så kunne man så stå derinde og tænke over hvor langt det bragte en. Men der er selvfølgelig også altid en der skal være røven.. Og jeg nød det faktisk, jeg slap for at synge den trælse kamel-sang..
Okay, ganske givet, min mor lærte mig også altid, at hvis jeg var "syg" fra skole, måtte jeg heller ikke komme til teater om aftenen. På den måde kunne jeg så også sidde derhjemme, og være dybt ked af det over for min instruktør og fællesskabet.
For det er sgu det det handler om. Fællesskabet. Og jeg vil ikke stå allerede nu som instruktør at sprudle og rase. Det er trods alt også en fritidsaktivitet for folk. En meget forpligtende fritidsaktivitet, bevares, og en fritidsaktivitet der faktisk er ren forretning for en forening der vil overleve.
Men igen, som jeg snakkede om i sidste blogindlæg, der er både en process at lære, frem til et produkt.
Har tænkt mig at læse scenerne igennem alligevel, skrive noter til med scenegang, så er det da klaret til næste gang.
Og så skal Danmark lige vinde håndbold. Hephey!
mandag den 21. januar 2013
Så ruller "Det perfekte liv" sig ud
Og her taler vi ikke om mit eget liv, men forestillingen jeg er ved at instruere på Nedergadeteatret.
1 læseprøve, 3 workshops-dage, og i dag var så første ordentlige prøve.
Det var dejligt at komme igang med at bruge hjernen igen på denne måde.
Jeg prøvede virkelig at bruge alt det jeg har lært på instruktionskursus. Principper som "Don't tell it - show it". Og omvendt. Lad vær med at vise. Få skuespilleren til det. Spørg ind med HV ord.. "Hvorfor ville rollen gøre dit og dat". "Hvad ville rollen føle" og så videre.. Det kræver godt nok øvelse! Det er som at lære et nyt sprog. Det er som ikke at komme til et land og vise hvad man gerne vil have.
Jeg havde lovet mig selv at det der skulle være vigtigst, skulle være processen. Jeg ved godt det er produktet der giver penge i kassen, men jo bedre processen er, jo bedre bliver produktet. Men endnu bedre, hvis processen er god og lærerig for skuespillerne, så har jeg gjort mit for at skuespillerne måske tænker anderledes om det de gør, og har fået en anden oplevelse af det at spille en forestilling.
Nå, men som sagt, første ordentlige prøve i dag. Startede blidt ud med kun 2 skuespillere, hovedrollen Emilie og hendes skæbne. Og så min instruktørassistent (forkortet IA fremover). Når man har sådan en, skal man jo også finde ud af hvordan han lige skal bruges. Heldigvis har han så mange forslag til scenegang, og vi havde tit de samme ideer. Han skal selv instruere en forestilling i nær fremtid, så jeg føler også det er vigtigt at han føler han får lov til at sige det han vil, og prøver at vise tingene.
Men puuuh hvor er ens hjerne brugt bagefter.. Man er jo flere måneder fremme i hovedet, der ser man det færdige produkt. Og flere gange skal man geare sig selv ned.. "Det er jo kun første prøve".. "Der er 3 mdr. endnu". Sætninger der gør man lige falder lidt ned.
Tilgengæld klarede de to skuespillerinder den fantastisk! Det er skønt at de kommer med egne idéer, de klør på, og jeg har en god fornemmelse i maven om det er de rigtige piger til rollerne.
1 læseprøve, 3 workshops-dage, og i dag var så første ordentlige prøve.
Det var dejligt at komme igang med at bruge hjernen igen på denne måde.
Jeg prøvede virkelig at bruge alt det jeg har lært på instruktionskursus. Principper som "Don't tell it - show it". Og omvendt. Lad vær med at vise. Få skuespilleren til det. Spørg ind med HV ord.. "Hvorfor ville rollen gøre dit og dat". "Hvad ville rollen føle" og så videre.. Det kræver godt nok øvelse! Det er som at lære et nyt sprog. Det er som ikke at komme til et land og vise hvad man gerne vil have.
Jeg havde lovet mig selv at det der skulle være vigtigst, skulle være processen. Jeg ved godt det er produktet der giver penge i kassen, men jo bedre processen er, jo bedre bliver produktet. Men endnu bedre, hvis processen er god og lærerig for skuespillerne, så har jeg gjort mit for at skuespillerne måske tænker anderledes om det de gør, og har fået en anden oplevelse af det at spille en forestilling.
Nå, men som sagt, første ordentlige prøve i dag. Startede blidt ud med kun 2 skuespillere, hovedrollen Emilie og hendes skæbne. Og så min instruktørassistent (forkortet IA fremover). Når man har sådan en, skal man jo også finde ud af hvordan han lige skal bruges. Heldigvis har han så mange forslag til scenegang, og vi havde tit de samme ideer. Han skal selv instruere en forestilling i nær fremtid, så jeg føler også det er vigtigt at han føler han får lov til at sige det han vil, og prøver at vise tingene.
Men puuuh hvor er ens hjerne brugt bagefter.. Man er jo flere måneder fremme i hovedet, der ser man det færdige produkt. Og flere gange skal man geare sig selv ned.. "Det er jo kun første prøve".. "Der er 3 mdr. endnu". Sætninger der gør man lige falder lidt ned.
Tilgengæld klarede de to skuespillerinder den fantastisk! Det er skønt at de kommer med egne idéer, de klør på, og jeg har en god fornemmelse i maven om det er de rigtige piger til rollerne.
Abonner på:
Opslag (Atom)