Tanker om at blive væk fra en forestilling

Suksuk, så røg jeg allerede ind i det, kun ved 2. ordentlige prøve. 1 havde bedt om fri, og det var smertegrænse nok i forvejen, men jeg tillod det, for jeg vidste det betød noget for hende. En anden lægger sig så syg, og min assistent skal også i teatret, og det ville være for meget at læse 2 roller og koncentrere sig om stykket imens.

Den slags kan jo ske, især sygdom, og den kan ske over alle linjer. Men det er derfor det er et kæmpe puslespil altid at lægge øvedage sammen. Man kan ikke forvente at alle skuespillere kan hele tiden.

Der er en uskreven regel om at man bedre kan tillade sig det i starten af en prøveperiode end senere, men jeg har det sådan, det er altid slemt. For de andre skuespillere.

Dengang jeg gik på dramaskole, og man kun havde fået en lille rolle, var man måske mere tilbøjelig til at sige "naah, whatever, de vil ikke savne mig i dag, og det gør ondt i halsen, jeg bliver væk". Men som man bliver ældre, mere erfaren og andre mangler, tænker man "hold da op, vi kan bare ikke komme videre i den her scene uden røver nr. 2! Det er ham der skal komme med den der replik! Og hende med brillerne er bare ikke en ligeså god substitut".. Ganske givet, jeg dukkede tit op til prøverne alligevel dengang, for hvis man nu viste hvor god man var til at læse rollen, så fik man den måske. Eller også fik man en bedre rolle næste gang.. Året efter blev man så røven på kamelen i "folk og røvere i kardemomme-by" og så kunne man så stå derinde og tænke over hvor langt det bragte en. Men der er selvfølgelig også altid en der skal være røven.. Og jeg nød det faktisk, jeg slap for at synge den trælse kamel-sang..

Okay, ganske givet, min mor lærte mig også altid, at hvis jeg var "syg" fra skole, måtte jeg heller ikke komme til teater om aftenen. På den måde kunne jeg så også sidde derhjemme, og være dybt ked af det over for min instruktør og fællesskabet.

For det er sgu det det handler om. Fællesskabet. Og jeg vil ikke stå allerede nu som instruktør at sprudle og rase. Det er trods alt også en fritidsaktivitet for folk. En meget forpligtende fritidsaktivitet, bevares, og en fritidsaktivitet der faktisk er ren forretning for en forening der vil overleve.

Men igen, som jeg snakkede om i sidste blogindlæg, der er både en process at lære, frem til et produkt.

Har tænkt mig at læse scenerne igennem alligevel, skrive noter til med scenegang, så er det da klaret til næste gang.
Og så skal Danmark lige vinde håndbold. Hephey!

Så ruller "Det perfekte liv" sig ud

Og her taler vi ikke om mit eget liv, men forestillingen jeg er ved at instruere på Nedergadeteatret.
1 læseprøve, 3 workshops-dage, og i dag var så første ordentlige prøve.
Det var dejligt at komme igang med at bruge hjernen igen på denne måde.

Jeg prøvede virkelig at bruge alt det jeg har lært på instruktionskursus. Principper som "Don't tell it - show it". Og omvendt. Lad vær med at vise. Få skuespilleren til det. Spørg ind med HV ord.. "Hvorfor ville rollen gøre dit og dat". "Hvad ville rollen føle" og så videre.. Det kræver godt nok øvelse! Det er som at lære et nyt sprog. Det er som ikke at komme til et land og vise hvad man gerne vil have.

Jeg havde lovet mig selv at det der skulle være vigtigst, skulle være processen. Jeg ved godt det er produktet der giver penge i kassen, men jo bedre processen er, jo bedre bliver produktet. Men endnu bedre, hvis processen er god og lærerig for skuespillerne, så har jeg gjort mit for at skuespillerne måske tænker anderledes om det de gør, og har fået en anden oplevelse af det at spille en forestilling.

Nå, men som sagt, første ordentlige prøve i dag. Startede blidt ud med kun 2 skuespillere, hovedrollen Emilie og hendes skæbne. Og så min instruktørassistent (forkortet IA fremover). Når man har sådan en, skal man jo også finde ud af hvordan han lige skal bruges. Heldigvis har han så mange forslag til scenegang, og vi havde tit de samme ideer. Han skal selv instruere en forestilling i nær fremtid, så jeg føler også det er vigtigt at han føler han får lov til at sige det han vil, og prøver at vise tingene.

Men puuuh hvor er ens hjerne brugt bagefter.. Man er jo flere måneder fremme i hovedet, der ser man det færdige produkt. Og flere gange skal man geare sig selv ned.. "Det er jo kun første prøve".. "Der er 3 mdr. endnu". Sætninger der gør man lige falder lidt ned.

 Tilgengæld klarede de to skuespillerinder den fantastisk! Det er skønt at de kommer med egne idéer, de klør på, og jeg har en god fornemmelse i maven om det er de rigtige piger til rollerne.