Annominus gør en poptøs glad!

Da jeg vågnede i går morges, lørdag d. 8. november, havde jeg været ude og smage julebryggen, så der var ømt på øverste etage. Jeg vågnede ved en velkendt stemme i radioen og smilede. Det var Andreas Ringbloms sprøde stemme, fra bandet "De dødelige" med sangen "Os To". Jeg har på efterskolen siddet på Andreas's værelse og set ham spille guitar, og vi vidste bare alle på hele skolen, af 2 årgange, at han ville blive til noget. Så jeg smiler, når jeg høre ham i radioen. Profetien gik i opfyldelse, og de gode drenge er nu nomineret til en Gaffa-pris, og på vej videre frem.

Men op skulle jeg, for jeg skulle gøre mig klar til næste stjerneskud der skal være på alles læber.     

 Jeg er en poptøs, og der skal meget til før bands kan overraske mig. Jeg er en showgirl, der skal ske noget, ellers magter jeg ikke at stå stille i én time og bare se samme levering, bare til forskellig musik. Jeg elsker at høre musik, og høre gerne mange genre, men koncertmæssigt, skal der som sagt ske noget, ellers kunne jeg jo ligeså godt høre cd'en derhjemme.

Jeg har været til mange af Annominus's koncerter, faktisk også fra dengang de var Vashta Nerada, og spillede cover-numre. Men nu har de fundet vejen og stilen, og beskriver sig selv som "Melodic and harmonic heavy with charismatic vocals and nut-crunching riffs" Min fordom om heavy metal førhen var altid, at det var larmende, og at man kunne aldrig høre hvad de sang alligevel. Siden har flere bands slået igennem i Danmark og gjort fordommen til skamme, blandt andet fantastiske Volbeat.

Kansas var stedet hvor Annominus album skulle spilles i sin fulde længde live. Jeg var spændt på bandets vegne, men jeg ville også have den kritiske brille på, men det blev hurtigt svært, for atmosfæren var god, og alle var der for at feste, og bare have det godt.

Opvarmningsbandet "End my Sorrow" kom dog først. Bandet bemærker sig ved at have en kvindelig forsanger, og gudskelov en af dem der ligner hun er nede på jorden. Musikken fik mig til at svinge og rokke, og trampe lidt i gulvet, men jeg kunne ikke føle nogen karisma eller noget brænde igennem. Jeg elskede dog den jyske dialekt guitaristen/screameren havde, det var en fed ufrivillig kontrast, men han gjorde det rigtig godt. Jeg håber de får succes med deres musik, og andre vil sikkert også sige det er det eneste som der er i fokus, musikken, men som sagt for mig, skal der mere til før jeg ville købe billet hvis de var hovednavn.

Nu, til hovedretten. Annominus kom ind i mørkt lys og så vidste vi det var alvor og hvad klokken havde slået: Mørkets prinser er i huset.
Anmeldelsen her er baseret mest på helhedsindtryk, og er nok en skamrosning. Jeg husker ikke navnene på sangene særlig godt, og allermest: Jeg var så blown away så jeg bare ville nyde koncerten uden at tænke for meget over tingene.
Morten Fahnøe, guitaristen havde lidt opstartsproblemer desværre, men han kom MEGET stærkt igen da det var hans solo, og det var næsten mere effektfuldt at han havde været væk og så klar til at indtage. Han kan fandme spille, hans soloer lyser af energi og indre koncentration, og som gruppens eneste langhårede er det ham man efterligner mest når man forsøger at headbange.
Mathias Wahl og hans trommer, er som at se en stor leder der kommandere med nogle ansatte. Han har fuldt ud magten, og jeg synes det var så voldsomt fedt da han rejser sig op for at spille under et nummer, for nu skulle de trommer sættes mere på plads. Hans image er hans lange skæg, som mange beskriver som et redneck-skæg, men det skildre sig flot ud..
Peter Sandvig virker som et legebarn på scenen, og han er klart den der har masser af tid til at sende et spøgefuldt smil, særligt til forsangeren, og de to har en kemi som er fed at se som publikum.
Publikum gik amok da Peter trådte ned fra scenen og stod blandt publikum og spillede. Her er et band der bogstaveligt talt vil ud over scenekanten.
Martin Hansen-Nord vil jeg indrømme jeg ikke kiggede meget på, han har nok en risiko for at blive lidt overset i forhold til de andre, men han har indimellem overskudet til at kigge ud på publikum, men man kan også se at han vil være så sikker på hans guitar, så han ligner en meget koncentreret mand indimellem, og det er også fedt.
Jacob Zinn er på fra starten, og særligt fra når han ligger guitaren ved han, at nu er alles øjne på ham. Han formår at se hvert enkelt publikum i øjnene, og jeg tror alle gik hjem med den følelse at man føler sig set af ham. Han optræder, og synger så blodårerne viser sig i hans pande. Der bliver brugt alle fibre i kroppen, og det er skønt at se når forsangere bare tør give los, og bare tør føle ordene. Hans stemme er ikke utydelig, man kan nogenlunde godt høre ordene, og så synger han rent.
Man kommer nemt kun til at fokusere på forsangere, og ser man annominus så snyder man sig selv. Indimellem er der noget ved dem alle som man bare skal holde øje med. Der er et par små vittige bevægelser med fødderne, et par kække smil, eller en opfordring til klap eller mosh-pit.


Annominus har vundet mit hjerte. Sangteksterne er gode men også selvskrevne, der er tænkt på alle detaljer, og alting er så gennemarbejdet, og man kan mærke en kæmpe professionalisme, og en dedikation på, at det er det her de vil leve af. Jeg er glad for at med CD'en der udkommer d. 17. november også kommer sangtekster med, så jeg kan skråle med til næste koncert :)

Tak for sceneshowet drenge! Fortsæt som I gør, og jeg er sikker på jeg også en dag vil vågne og høre jeres single i radioen også.

Brødrene Løvehjerte er stadig i 1. trimester

Pt. instruere jeg "Brødrene Løvehjerte" med premiere 29. november, på Nedergadeteatret i Odense. Det går langsomt fremad. Min seneste instruktør og ven, Mikkel Laugesen, beskrev hans forestilling "Bang, du er død" som et barn der blev 18 år på premieredagen. Jeg vil hellere beskrive denne omgang som en graviditet. Det var måske en uventet graviditet, ikke planlagt, men vi gennemføre.

Jeg har altid elsket historien, om en søde storebror og hans syge lillebror. Men jeg har desværre en enorm dødsangst så for mig er det enormt terapeutisk at gå igennem det her.
Men anyway, da vi så sad sidste og skulle finde på forestillinger til denne sæson, havde vi et par stykker på hånden. Jeg lod det være op til de 2 andre i reportoire udvalget om at bestemme stykket, så det skete ved flertal. Og de 2 valgte, at det var Brødrene, de bedst kunne lide. Der skulle findes en instruktør og jeg ville enormt gerne instruere, så det blev mig. Derfor siger jeg, det er måske en uventet og uønsket graviditet, men jeg tager kampen op. Det er en kæmpe udfordring, for jeg vil gerne have det så flot, så fedt, og så godt, så folk lever sig ind i det alle 60 minutter, og bare bliver betaget.

Skuespillerne gør deres, men jeg kan stadig få ondt i maven af at tænke på scenen, og teknikken. Hvad gør vi med Katla, hvad gør vi med Bjergene. Hvor er Kharmanjaka vandfaldet? Hvor på scenen skal Jonathan blive lam? Kan Tvebak løfte ham? Og hvad gør vi med duerne?

Suk, alle de spørgsmål.

25 års fødselsdag

25... fem-og-tyve.. Tallet klinger hult, men alligevel tungt.. Hvor blev de sidste 3-4 år af... Alt op til da, der var man bare et ungt menneske.. Bliver jeg mor nu, ville jeg ikke engang være en af de unge mødre.. Og alligevel er mange tidligere klassekammerater blevet mor, endda til mere end 1 barn!

i mit hoved, er der ikke længere undskyldninger. Dette er bare ikke en periode man ser på om 10 år og siger "jeg var ung og dum". Dum, måske, men ikke så forfærdelig ung. Man er nu gammel nok til at vide bedre. Det er tidspunktet man gør op med sig selv, hvad vil man tage ansvar for. Hvad vil man kæmpe for. Inden man får de her unger.
De sidste par år har ikke været lette. Jeg har arbejdet hårdt med teatret, jeg har fået gennemført 2 skoler, men droppet ud af flere. Men jeg fortryder ikke.. Arrh, måske kunne jeg have klaret HG, men det var nok bare ikke den vej jeg skulle. Jeg føler den vej jeg skal nu er den rigtige. Jeg har en reeksamen lige nu. Dumper jeg den, så aner jeg ærlig talt ikke hvad jeg gør. Jeg magter den ikke 1 gang til. Men jeg magter heller ikke at starte fuldstændig forfra. Så jeg SKAL klare den.

Derfor bør jeg også drosle ned for teateret.. Og kæmpe for det der giver mig mad på bordet. Men én ting er føde til kroppen, og en anden er næring til sjælen. Kreativiteten. At udfolde mig, at fortælle en historie.

Der skal ryddes op i nogle områder i livet, udover teateret. Der er nogle ting der holder mig tilbage, hæmmer mig i min udvikling, og de skal væk. Eller rettes op på.

Jeg fandt en side, der kan sende en mail til engang i fremtiden. Jeg satte den til at sende mig en mail til min 26 års fødselsdag, med en række spørgsmål jeg skal besvare til den tid.

Håber det bliver et godt år!

Hvor var det godt jeg alligevel ikke gik til prøve på Cyrano........

For så havde jeg ikke haft oplevelsen af at sidde som publikum og bare beundre det smukke stykke.

Historien om Cyrano kendte jeg godt. I 2001 ca. var jeg for første gang med min mormor som er stor Sebastian fan i København. Jeg husker de 3 timer gik så stærkt i Cirkusbygningen, og min mund var helt tør, for jeg havde bare siddet med åben mund, store øjne, og var så betaget af den smukke historie. Cyrano blev spillet af Steen Lünell, en mand der senere er blevet mit forbillede inden for instruktion og alt der har med teaterverden at gøre. Mastodonterne er en fabelagtig teatergruppe, og nok Danmarks bedste, hvis man kunne dømme den slags.

I 12 år har jeg haft CD'en, sunget med på alle sange, kan dem ind og ud.
Så da der for et par måneder siden var optagelsesprøve hos Nordfyns Friluftsspil var jeg helt i vildrede om hvad jeg skulle synge. Skæbnen ville dog at jeg blev forhindret på dagen (og ærlig talt, med den travlhed jeg har haft med skole og min egen forestilling så har jeg nok været bedst uden).

I går aftes skulle det så være, jeg ville ind og nyde Cyrano De Bergerac. Jeg havde mega høje forventninger. Kunne jeg blive forelsket i Cyrano igen? Og hele historien, er den lige så betagende? Synger de alle ligeså godt? Osv..
Jeg har skam før set Friluftspilsgruppen, og der var de virkelig overvældende gode. De burde have et omdømme på størrelse med Nyborg Vold og Frøbjergsspillene.

Men altså... Nu til mine tanker omkring deres version af stykket.
Da der kom 3 harlekinesere ind studsede jeg. Hvor er lille Charlotte? Hvad laver de klovne der? Charlotte er en karakter jeg selv har synes var fantastisk. I mastodonternes version var hun en drengeagtig pige, der bare ville slåsse, og lære at fægte som Cyrano.
Nå, Joan, ned med forventningerne. Så kom sangene.. UUh det var svært ikke at synge med. Christian sang virkelig godt, og havde en fantastisk mimik under "Kvinderne, uuh kvinderne....."
Og jeg grinede meget, og pegede konstant på scenen for at få min kæreste til at se alt.
Men hov, Cyrano står jo allerede på scenen? Jeg troede man ville gøre hans intro mere episk med at man bare hørte ham, og at han SÅ ville storme frem? Nå, også pyt med det sagde jeg til mig selv. Nu er han her, Nu kan ballet starte! Og det gjorde det.
Rollen som Cyrano kræver sin mand. Man skal kunne synge, man skal være i god form, og være en fantastisk skuespiller. 3 x check! Søren Elmelund som spillede hovedrollen bestred alt det jeg mener Cyrano har, skal være, og er. Da vi nåede til "giv mig 100 mand" vidste jeg, at jeg igen var forelsket i Cyrano, og hans fanden-i-voldsk-hed.
Og igen sad jeg med store øjne og var betaget.
Men hov, hvor er den Blinde pige fra "Den Ny Cyrano"? Og hvorfor synger Charlotte ikke alle de fede sætninger? Og hvorfor er hun så piget? Alle disse tanker havde jeg, men må dog sige, de 3 harlekineser gjorde mine dumme forventinger til skamme, for de sang godt. Virkelig smukt. Og jeg prøvede at nyde det med triste klovne, det er kløgtigt tænkt, og en anderledes fortolkning.
Deres sprællevende farver synes jeg dog ødelagde lidt de triste scener. Skulle instruktøren læse dette ville han nok tænke "Men hun har jo ikke fattet det?" og nej, det har jeg sikkert ikke.

Jeg havde lovet min kæreste at 2. akt nok var det der føles længst og også vare i lang tid. Men jeg havde jo glemt det med at når nogle roller tages ud, bliver nogen scener også forkortet.
Så 2. akt fløj afsted, men for filan hvor var det stadig godt. Og jeg kunne mærke tårerne presse på allerede der hvor Cyrano kommer ind 10 år efter på sit ugentlige besøg. At have set historien før gjorde ikke musicalen ringere. Tværtimod vil jeg næsten sige. Det er den slags forestilling der helt klart gerne skal ses 2-3 gange. For 2. gang nyder man det på en anden måde med alle hans forsøg på at give breve. Alt det han gør er for kærlighed. Selv til det sidste overgiver han sig ikke til tilfældigheder. Han vil have ret til at kæmpe til det sidste. Og det er moralen kære venner. Der sker ting man ikke kan undgå, og mange ting kan man ikke styre, såsom kærlighed og død. Men man har ret til at kæmpe til det sidste.

Og jeg nød Nordfyns Friluftsspils forestilling. De 3 hovedroller var fantastiske, virkelig et scoop. Jeg har hørt at uddannede skuespillere fagforeningsmæssigt ikke må deltage i amatørstykker uden at få betaling, så når man ser 3 skuespillere som disse tænker man "Gudskelov at de ikke er uddannede, så vi kan nyde dem på disse scener de optræder på".

Cyrano de Bergerac findes i nogle filmversioner, hvor de skam også er gode, men Sebastians musik er simpelthen 60% af forestillingen.
Så kommer den til jeres nærområde, snyd ikke jer selv.

Prisuddeelingsshow.. Fordi vi kan!

På min scene, Nedergadeteatret, har vi I de sidste par år som afslutning på en god sæson haft awardshow. Medlemmerne har kunnet stemme på hvem de synes gjorde det bedst i årets løb. For langt størstedelen af medlemmerne, især de nye, er det en positiv oplevelse. God mad, på med gallatøjet, værter der har forberedt et show, og se gamle venner der måske ikke ses så ofte på teatret. Det føles som nytårsaften og juleaften i én aften. (Nogen lejer endda en limousine)

Og det er bare noget vi leger. Men et par personer har alligevel sat spørgsmålstegn ved at vi gør det. Er det ikke lige at rose sig selv for meget? Er det at klappe folk med hårene i stedet for i mod? Og kan man vurdere, om en 15 årig pige er en bedre skuespiller, end de mere erfarne på 25+? Og hvad med dem der knokler med lyd og lys igennem et helt år, men det er en anden tekniker der vinder prisen selvom han kun har været med i 1 forestilling ud af 5..? Og er en forening på 60 medlemmer ikke liiiige lille nok til at have en decideret prisuddeling? Hvorfor ikke bare ignorer priserne og have en alm. fest?

Jeg svare nej. For mange år siden havde nogle scener et fælles show. Græskar-show hed det. Jeg var desværre ikke en del af Odenses scenemiljø på det tidspunkt, men jeg har hørt det foregik ved at nogle bestemte mennesker så alle forestillingerne på de repræsenterede teatre. Det er også fint nok i og for sig. Nu er de fleste andre scener bare lukkede, og det kan være svært at sammenligne, da vi har 5 forestillinger om året, og de andre ofte kun 1.

Da jeg som barn var i en rideklub drømte jeg altid om at vinde en Rosette. Men jeg havde ikke interesse for dressur, og skæbnen ville jeg blev smidt af en hest og blev bange for heste. Jeg gik også en kort overgang til taekwondo, men jeg nåede aldrig at graduere, og få farvede bånd eller klistermærke på. Gymnastik og dans, samme mønster, andre undskyldninger. En dag var jeg så på camping oppe nord på i Jylland. Der var noget lokal dartkonkurrence for både børn og voksne. Jeg kendte godt dart, min mor var selv lige kørt hjem for at deltage i en konkurrence. Hun tabte, men da hun kom tilbage til campingpladsen så hun sin datter smile så stort, fordi datteren havde vundet en pokal. Hun var den bedste under 16 år på campingpladsen. Konkurrencen var måske ikke stor, de andre kunne knap nok selv kaste pilen, og herregud, en campingplads med maks 50 børn. Men følelsen af at blive anerkendt for noget man er god til, den sad fast.

I dag føler jeg mest den form for udmærkelse når jeg bliver spurgt af en instruktør om jeg vil have en rolle. Eller når en publikum klapper en på ryggen og siger "hvor var det godt" selvom jeg kun havde 2 replikker. Mest af alt, føler man sig jo høj på lykke, når en af de 2 replikker fik publikum til at grine eller føle noget.
Men at medlemmerne på ens scene, som man også ser som venner, kollegaer, og inspirerende omgangskreds, (måske også konkurrenter til de eftertragtede få roller) nominere en til kategorien "Årets bedste kvindelige birolle", og man VINDER!  Så føler man sig sgu virkelig god nok. At vi på teatret støtter hinanden sådan op, bakker op, og vi ikke er bange for at sige, det er DET her vi kan lide. Det giver da kun inspiration. Ligesom når en arbejdsplads har "månedens medarbejder".

I år blev det til 2 priser til mig. "Årets ensemble/cast" for mine fantastiske dygtige skuespillere i "Det perfekte liv, og "Årets plakat" til samme forestilling. Det fortæller mig, hvad retning jeg skal gå i næste gang jeg instruere, men jeg blev også inspireret af mange af de andre vindere.

Måske jeg en dag vinder "årets instruktør". Måske vi en dag kan lave et fællesshow med andre scener igen, i alt fald ved jeg, at folk har nydt det. Det er jo ikke en reumert, det er bare noget vi leger.

Socialt indkøbsforsøg og indretningshjælp fra IKEA.

Min far har lidt knas med økonomien og ikke råd til at spise. Dan har fået lidt ekstra penge, så vi tænkte, vi kan da ikke sidde og have det så godt hvis vi ikke deler lidt ud. Så vi har sendt for 5-600kr. mad til min far via SuperBest :)
(han var rørt til tåre den søde mand)
Mens jeg sad og udvalgte 30 vare til ham så jeg hvor sjovt det faktisk var. Jeg købte mad til i altfald en uge. Hov tænkte jeg, det er jo næsten også mit budget, og jeg går i billige butikker, lad os lige prøve...
Så vi prøver nu resten af måneden ud at købe ind via superbest. Godt nok er der fragt osv.
Men det vi så vil prøve i Juli måned er at købe kun i discountbutikker, og nedskrive, OGSÅ de ting der ikke stod på indkøbssedlen! Alle de små ubrugelige ting man lige falder over, men man lige synes man mangler.. De ting skal også med. Og så prøve at se hvor kan der spares. Superbest har så godt nok også budgetmærket "FirstPrice" som blandt andet har en udemærket pulverbearnaise..

Ellers har vi været i IKEA og snakke med en indretningskonsulent, der lige kunne hjælpe med mål og hvordan vi skal lave vores soveværelse mere produktivt for mig.
Det bliver et projekt der skal spares sammen til men vi regner med at have et færdigt soveværelse næste år med ny seng, nyt hævesænkeskrivebord til mig, og nyt garderobeskab

Aldrig mere tømmermænd

Og her ligger man så igen. Ynkelig, svimmel, og mæt og sulten på samme tid. Har indtaget en halv pose chipsskruer, nogle pomfritter, en kvart agurk, en banan skåret i stykker, og et stk. rugbrød, også skåret i 4 stykker. Maven har det elendigt, hjertet galopere, og hukommelsen og værdiheden har lidt tab. Aldrig aldrig mere. Igen. Men hov, nu hvor jeg Alligevel igen begynder at løbe på mandag, hvorfor så ikke også ændre flere ting?  Jeg vil de næste 6 mdr. Ikke være fuld! Niks. Jeg nægter At spilde 24 timer af mit liv på at ligge her!! Nægter! Nu skal det være slut. Jeg vil dog gerne love mig selv en præmie. Men hvad?