Prisuddeelingsshow.. Fordi vi kan!

På min scene, Nedergadeteatret, har vi I de sidste par år som afslutning på en god sæson haft awardshow. Medlemmerne har kunnet stemme på hvem de synes gjorde det bedst i årets løb. For langt størstedelen af medlemmerne, især de nye, er det en positiv oplevelse. God mad, på med gallatøjet, værter der har forberedt et show, og se gamle venner der måske ikke ses så ofte på teatret. Det føles som nytårsaften og juleaften i én aften. (Nogen lejer endda en limousine)

Og det er bare noget vi leger. Men et par personer har alligevel sat spørgsmålstegn ved at vi gør det. Er det ikke lige at rose sig selv for meget? Er det at klappe folk med hårene i stedet for i mod? Og kan man vurdere, om en 15 årig pige er en bedre skuespiller, end de mere erfarne på 25+? Og hvad med dem der knokler med lyd og lys igennem et helt år, men det er en anden tekniker der vinder prisen selvom han kun har været med i 1 forestilling ud af 5..? Og er en forening på 60 medlemmer ikke liiiige lille nok til at have en decideret prisuddeling? Hvorfor ikke bare ignorer priserne og have en alm. fest?

Jeg svare nej. For mange år siden havde nogle scener et fælles show. Græskar-show hed det. Jeg var desværre ikke en del af Odenses scenemiljø på det tidspunkt, men jeg har hørt det foregik ved at nogle bestemte mennesker så alle forestillingerne på de repræsenterede teatre. Det er også fint nok i og for sig. Nu er de fleste andre scener bare lukkede, og det kan være svært at sammenligne, da vi har 5 forestillinger om året, og de andre ofte kun 1.

Da jeg som barn var i en rideklub drømte jeg altid om at vinde en Rosette. Men jeg havde ikke interesse for dressur, og skæbnen ville jeg blev smidt af en hest og blev bange for heste. Jeg gik også en kort overgang til taekwondo, men jeg nåede aldrig at graduere, og få farvede bånd eller klistermærke på. Gymnastik og dans, samme mønster, andre undskyldninger. En dag var jeg så på camping oppe nord på i Jylland. Der var noget lokal dartkonkurrence for både børn og voksne. Jeg kendte godt dart, min mor var selv lige kørt hjem for at deltage i en konkurrence. Hun tabte, men da hun kom tilbage til campingpladsen så hun sin datter smile så stort, fordi datteren havde vundet en pokal. Hun var den bedste under 16 år på campingpladsen. Konkurrencen var måske ikke stor, de andre kunne knap nok selv kaste pilen, og herregud, en campingplads med maks 50 børn. Men følelsen af at blive anerkendt for noget man er god til, den sad fast.

I dag føler jeg mest den form for udmærkelse når jeg bliver spurgt af en instruktør om jeg vil have en rolle. Eller når en publikum klapper en på ryggen og siger "hvor var det godt" selvom jeg kun havde 2 replikker. Mest af alt, føler man sig jo høj på lykke, når en af de 2 replikker fik publikum til at grine eller føle noget.
Men at medlemmerne på ens scene, som man også ser som venner, kollegaer, og inspirerende omgangskreds, (måske også konkurrenter til de eftertragtede få roller) nominere en til kategorien "Årets bedste kvindelige birolle", og man VINDER!  Så føler man sig sgu virkelig god nok. At vi på teatret støtter hinanden sådan op, bakker op, og vi ikke er bange for at sige, det er DET her vi kan lide. Det giver da kun inspiration. Ligesom når en arbejdsplads har "månedens medarbejder".

I år blev det til 2 priser til mig. "Årets ensemble/cast" for mine fantastiske dygtige skuespillere i "Det perfekte liv, og "Årets plakat" til samme forestilling. Det fortæller mig, hvad retning jeg skal gå i næste gang jeg instruere, men jeg blev også inspireret af mange af de andre vindere.

Måske jeg en dag vinder "årets instruktør". Måske vi en dag kan lave et fællesshow med andre scener igen, i alt fald ved jeg, at folk har nydt det. Det er jo ikke en reumert, det er bare noget vi leger.