Suksuk, så røg jeg allerede ind i det, kun ved 2. ordentlige prøve. 1 havde bedt om fri, og det var smertegrænse nok i forvejen, men jeg tillod det, for jeg vidste det betød noget for hende. En anden lægger sig så syg, og min assistent skal også i teatret, og det ville være for meget at læse 2 roller og koncentrere sig om stykket imens.
Den slags kan jo ske, især sygdom, og den kan ske over alle linjer. Men det er derfor det er et kæmpe puslespil altid at lægge øvedage sammen. Man kan ikke forvente at alle skuespillere kan hele tiden.
Der er en uskreven regel om at man bedre kan tillade sig det i starten af en prøveperiode end senere, men jeg har det sådan, det er altid slemt. For de andre skuespillere.
Dengang jeg gik på dramaskole, og man kun havde fået en lille rolle, var man måske mere tilbøjelig til at sige "naah, whatever, de vil ikke savne mig i dag, og det gør ondt i halsen, jeg bliver væk". Men som man bliver ældre, mere erfaren og andre mangler, tænker man "hold da op, vi kan bare ikke komme videre i den her scene uden røver nr. 2! Det er ham der skal komme med den der replik! Og hende med brillerne er bare ikke en ligeså god substitut".. Ganske givet, jeg dukkede tit op til prøverne alligevel dengang, for hvis man nu viste hvor god man var til at læse rollen, så fik man den måske. Eller også fik man en bedre rolle næste gang.. Året efter blev man så røven på kamelen i "folk og røvere i kardemomme-by" og så kunne man så stå derinde og tænke over hvor langt det bragte en. Men der er selvfølgelig også altid en der skal være røven.. Og jeg nød det faktisk, jeg slap for at synge den trælse kamel-sang..
Okay, ganske givet, min mor lærte mig også altid, at hvis jeg var "syg" fra skole, måtte jeg heller ikke komme til teater om aftenen. På den måde kunne jeg så også sidde derhjemme, og være dybt ked af det over for min instruktør og fællesskabet.
For det er sgu det det handler om. Fællesskabet. Og jeg vil ikke stå allerede nu som instruktør at sprudle og rase. Det er trods alt også en fritidsaktivitet for folk. En meget forpligtende fritidsaktivitet, bevares, og en fritidsaktivitet der faktisk er ren forretning for en forening der vil overleve.
Men igen, som jeg snakkede om i sidste blogindlæg, der er både en process at lære, frem til et produkt.
Har tænkt mig at læse scenerne igennem alligevel, skrive noter til med scenegang, så er det da klaret til næste gang.
Og så skal Danmark lige vinde håndbold. Hephey!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar