Pt. instruere jeg "Brødrene Løvehjerte" med premiere 29. november, på Nedergadeteatret i Odense. Det går langsomt fremad. Min seneste instruktør og ven, Mikkel Laugesen, beskrev hans forestilling "Bang, du er død" som et barn der blev 18 år på premieredagen. Jeg vil hellere beskrive denne omgang som en graviditet. Det var måske en uventet graviditet, ikke planlagt, men vi gennemføre.
Jeg har altid elsket historien, om en søde storebror og hans syge lillebror. Men jeg har desværre en enorm dødsangst så for mig er det enormt terapeutisk at gå igennem det her.
Men anyway, da vi så sad sidste og skulle finde på forestillinger til denne sæson, havde vi et par stykker på hånden. Jeg lod det være op til de 2 andre i reportoire udvalget om at bestemme stykket, så det skete ved flertal. Og de 2 valgte, at det var Brødrene, de bedst kunne lide. Der skulle findes en instruktør og jeg ville enormt gerne instruere, så det blev mig. Derfor siger jeg, det er måske en uventet og uønsket graviditet, men jeg tager kampen op. Det er en kæmpe udfordring, for jeg vil gerne have det så flot, så fedt, og så godt, så folk lever sig ind i det alle 60 minutter, og bare bliver betaget.
Skuespillerne gør deres, men jeg kan stadig få ondt i maven af at tænke på scenen, og teknikken. Hvad gør vi med Katla, hvad gør vi med Bjergene. Hvor er Kharmanjaka vandfaldet? Hvor på scenen skal Jonathan blive lam? Kan Tvebak løfte ham? Og hvad gør vi med duerne?
Suk, alle de spørgsmål.
