For så havde jeg ikke haft oplevelsen af at sidde som publikum og bare beundre det smukke stykke.
Historien om Cyrano kendte jeg godt. I 2001 ca. var jeg for første gang med min mormor som er stor Sebastian fan i København. Jeg husker de 3 timer gik så stærkt i Cirkusbygningen, og min mund var helt tør, for jeg havde bare siddet med åben mund, store øjne, og var så betaget af den smukke historie. Cyrano blev spillet af Steen Lünell, en mand der senere er blevet mit forbillede inden for instruktion og alt der har med teaterverden at gøre. Mastodonterne er en fabelagtig teatergruppe, og nok Danmarks bedste, hvis man kunne dømme den slags.
I 12 år har jeg haft CD'en, sunget med på alle sange, kan dem ind og ud.
Så da der for et par måneder siden var optagelsesprøve hos Nordfyns Friluftsspil var jeg helt i vildrede om hvad jeg skulle synge. Skæbnen ville dog at jeg blev forhindret på dagen (og ærlig talt, med den travlhed jeg har haft med skole og min egen forestilling så har jeg nok været bedst uden).
I går aftes skulle det så være, jeg ville ind og nyde Cyrano De Bergerac. Jeg havde mega høje forventninger. Kunne jeg blive forelsket i Cyrano igen? Og hele historien, er den lige så betagende? Synger de alle ligeså godt? Osv..
Jeg har skam før set Friluftspilsgruppen, og der var de virkelig overvældende gode. De burde have et omdømme på størrelse med Nyborg Vold og Frøbjergsspillene.
Men altså... Nu til mine tanker omkring deres version af stykket.
Da der kom 3 harlekinesere ind studsede jeg. Hvor er lille Charlotte? Hvad laver de klovne der? Charlotte er en karakter jeg selv har synes var fantastisk. I mastodonternes version var hun en drengeagtig pige, der bare ville slåsse, og lære at fægte som Cyrano.
Nå, Joan, ned med forventningerne. Så kom sangene.. UUh det var svært ikke at synge med. Christian sang virkelig godt, og havde en fantastisk mimik under "Kvinderne, uuh kvinderne....."
Og jeg grinede meget, og pegede konstant på scenen for at få min kæreste til at se alt.
Men hov, Cyrano står jo allerede på scenen? Jeg troede man ville gøre hans intro mere episk med at man bare hørte ham, og at han SÅ ville storme frem? Nå, også pyt med det sagde jeg til mig selv. Nu er han her, Nu kan ballet starte! Og det gjorde det.
Rollen som Cyrano kræver sin mand. Man skal kunne synge, man skal være i god form, og være en fantastisk skuespiller. 3 x check! Søren Elmelund som spillede hovedrollen bestred alt det jeg mener Cyrano har, skal være, og er. Da vi nåede til "giv mig 100 mand" vidste jeg, at jeg igen var forelsket i Cyrano, og hans fanden-i-voldsk-hed.
Og igen sad jeg med store øjne og var betaget.
Men hov, hvor er den Blinde pige fra "Den Ny Cyrano"? Og hvorfor synger Charlotte ikke alle de fede sætninger? Og hvorfor er hun så piget? Alle disse tanker havde jeg, men må dog sige, de 3 harlekineser gjorde mine dumme forventinger til skamme, for de sang godt. Virkelig smukt. Og jeg prøvede at nyde det med triste klovne, det er kløgtigt tænkt, og en anderledes fortolkning.
Deres sprællevende farver synes jeg dog ødelagde lidt de triste scener. Skulle instruktøren læse dette ville han nok tænke "Men hun har jo ikke fattet det?" og nej, det har jeg sikkert ikke.
Jeg havde lovet min kæreste at 2. akt nok var det der føles længst og også vare i lang tid. Men jeg havde jo glemt det med at når nogle roller tages ud, bliver nogen scener også forkortet.
Så 2. akt fløj afsted, men for filan hvor var det stadig godt. Og jeg kunne mærke tårerne presse på allerede der hvor Cyrano kommer ind 10 år efter på sit ugentlige besøg. At have set historien før gjorde ikke musicalen ringere. Tværtimod vil jeg næsten sige. Det er den slags forestilling der helt klart gerne skal ses 2-3 gange. For 2. gang nyder man det på en anden måde med alle hans forsøg på at give breve. Alt det han gør er for kærlighed. Selv til det sidste overgiver han sig ikke til tilfældigheder. Han vil have ret til at kæmpe til det sidste. Og det er moralen kære venner. Der sker ting man ikke kan undgå, og mange ting kan man ikke styre, såsom kærlighed og død. Men man har ret til at kæmpe til det sidste.
Og jeg nød Nordfyns Friluftsspils forestilling. De 3 hovedroller var fantastiske, virkelig et scoop. Jeg har hørt at uddannede skuespillere fagforeningsmæssigt ikke må deltage i amatørstykker uden at få betaling, så når man ser 3 skuespillere som disse tænker man "Gudskelov at de ikke er uddannede, så vi kan nyde dem på disse scener de optræder på".
Cyrano de Bergerac findes i nogle filmversioner, hvor de skam også er gode, men Sebastians musik er simpelthen 60% af forestillingen.
Så kommer den til jeres nærområde, snyd ikke jer selv.
